Hvad kan differentieret belysning i hjemmet bidrage med, og hvad er særligt vigtigt, når vi vælger at indrette med lys? Designstudiet Space Copenhagen, der står bag flere af GUBIs designs, giver i dette interview deres bud på, hvordan vi indretter bedst med lys.
Foto: Space Copenhagen
Duoen bag designstudiet Space Copenhagen har i deres lange karriere for det danske designhus GUBI arbejdet med design i alle dets nuancer. Belysning er ifølge designduoen en sanselig oplevelse, der kan noget helt særligt indenfor designverdenen.
Vi har taget en snak om lysets rolle i hjemmet med designerparret, der består af Signe Bindslev Henriksen og Peter Bundgaard Rützou.
Hvad betyder lys og design for jer?
"Lys i arkitektur og design har altid haft en helt særlig betydning for os. Måske fordi vi kommer fra et land, der er meget mørkt halvdelen af året. Med lys kan man ændre opfattelsen af et rum helt fundamentalt - både som et funktionelt værktøj, men i høj grad også i forhold til den mere sanselige opfattelse og den mentale velvære. Lys er helt essentielt for at få rum til at leve og til at skabe stemning, varme og nærvær."
"Der er en generel opfattelse af at 'bare der er nok lys', så er det godt. Det er i bund og grund også sådan, at man belyser et supermarked – alt lige vigtigt og uvigtigt"
Hvad finder I særligt interessant ved at arbejde specifikt med belysning, fremfor andre former for design?
"Det er interessant at designet ikke er begrænset til, kun at opfylde et funktionelt behov. Lyset har på en måde sit helt eget poetiske liv, som designet nyder godt af. Et smukt, skulpturelt lampedesign kan skabe en helt særlig magi i et rum, hvilket betyder, at processen ved at skabe belysning eller skabe en lampe, forekommer langt mere intuitiv og legende."
Hvilke overvejelser gør I jer om samspillet mellem æstetik og teknik, når I designer belysning?
"Som arkitekt og designer er der altid en ramme eller præmis, som du skal forholde dig til. Til gengæld kan det være ekstremt spændende, når man kan skabe og bruge teknik, der giver nye æstetiske muligheder."
Hvornår oplever I, at lys er vigtigst for jer i løbet af dagen?
"Det er svært at komme på tidspunkter i vågen tilstand, hvor lys ikke har en stor betydning. Om der er meget eller lidt er ikke nødvendigvis det afgørende.
Det kommer an på, hvad lyset skal bruges til. Men det er klart at når solen går ned, og det naturlige lys er begrænset, så betyder det lys som vi selv bidrager med, ekstra meget.
Stemningen omkring nogle af vores vigtigste daglige ritualer, som måltidet eller vores arbejde, er helt afgørende for oplevelsen."
Belysning skal skabe glow og magi
Foto: GUBI Gravity Bordlampe
Hvad er de typiske fejl som private forbrugere begår, når de indretter med belysning?
"Det er jo meget individuelt, hvordan vi ønsker vores private omgivelser, men der er en generel opfattelse af at ”bare der er nok lys”, så er det godt. Det er i bund og grund også sådan, at man belyser et supermarked – et godt, jævnt niveau over det hele. Alt lige vigtigt og uvigtigt.
Et rum til oplevelse er langt mere interessant, hvis der er variation, hvis lyset får lov at dale i områder og skabe mere intensitet, glow og magi rundt omkring, hvor der er behov for det. Sanserne bliver stimuleret på en helt anden måde.
Man skal også huske at differentiere imellem, hvor man har behov for direkte, mere præcis belysning (arbejde, læsning, madlavning og foran spejlet i badeværelset), og hvor det er nok med en atmosfærisk, stemningsskabende og mere diffus lyskilde. Disse kan være med til at definere et hjørne i et rum, skabe stemning omkring en sofa eller i en vindueskarm, om aftenen."
"Med lys kan man ændre opfattelsen af et rum helt fundamentalt - både som et funktionelt værktøj, men i høj grad også i forhold til den mere sanselige opfattelse og den mentale velvære"
Foto: GUBI Gravity Gulvlampe
Har I eksempler på, hvordan I vil indrette med Gravity serien, som I har designet for GUBI?
"Vi bruger selv Gravity kollektionen virkelig meget – både derhjemme og i indretningsprojekter – den er meget alsidig. Den er stærk og enkel, men den giver også plads til at andre møbler, teksturer og farver kan træde frem. Frem for alt giver den et meget behageligt, varmt og atmosfærisk lys, som er hyggeligt og stemningsskabende, uanset hvilket rum den bruges i.
Afhængigt af hvilken stemning man vil opnå og rummet omkring, kan man vælge enten de mere elegante stentyper eller den mere rå gun metal. De to størrelser bordmodeller bruger vi i alle mulige sammenhænge, på et lille bord ved siden af sofaen, på en konsol, i en vindueskarm eller i soveværelset på natbordet. Lidt overraskende bruges den også til at stille på køkkenbordet, som en mere dekorativ feature for at give køkkenet et mindre praktisk og køligt look – det ser utrolig fint ud.
De forskellige gulvlampe typologier er også geniale og nemme at anvende i stuen eller i et værelse – der hvor der er behov for et blødt og diffust lys til at skabe stemning."
Foto: GUBI Gravity Bordlampe
Gå på opdagelse i GUBI's designs her.